Personalegoder og personaleordninger

Kantineordning

Creativ Company ønsker på alle måder at være en sund virksomhed. Sundhed forebygger sygdom, også når det gælder den mad, vi spiser. Derfor har vi en kantineordning, hvor vi hver dag får serveret sund og ernæringsrigtig mad med stor smag. Vores kokke sørger for, at der er mad til alle, uanset om man er vegetar, muslim, allergiker eller er på diæt.

Ud over frokostbuffet serveres der formiddagskaffe med brød, ost, pålæg og frugt og eftermiddagskaffe med frisk frugt, boller og evt. kage. Medarbejdere, der arbejder om natten får også tilbudt tilberedt mad. Man betaler 400 kr. om måneden for at være en del af kantineordningen.

I perioder hvor køkkenet har mulighed for det, vil der være mulighed for at tage aftensmad med hjem til sig selv og sin familie et par gange om ugen. Maden skal bestilles dagen forinden på lister, som ligger på disken i kantinen. Den færdige mad kan hentes i køleskabet i engangsemballage fra ca. kl. 14 og koster 30 kr. pr. person, som trækkes over lønnen.

Man har også mulighed for at købe nybagte boller med hjem, idet køkkenet sælger ud af deres eventuelle daglige overskudsproduktion. Bollerne kan hentes på disken i kantinen sidst på formiddagen, hvor man samtidig skriver sig på en liste. Beløbet bliver trukket over lønnen.

Firmatøj

Alle fastansatte medarbejdere har hvert kalenderår 1.000 kr. til rådighed til køb af firmatøj. Det vil sige, at man for hver måned i et kalenderår ”optjener” 83,33 kr., som kan bruges på tøjkøb. Man har altså først det fulde beløb på 1.000 kr. til rådighed, når man har været ansat i et helt kalenderår.

Bruger man ikke hele beløbet, overføres det til det næste kalenderår. Der kan dog max. overføres penge fra to år, dvs. man kan max. overføre 2.000 kr.

Bruger man mere end det beløb, man har til rådighed, afregnes dette beløb, tillagt moms, ved en af de efterfølgende lønudbetalinger. 

Vi har et bredt udvalg af fx t-shirts, sweatshirts, veste og arbejdsbukser, som man kan bestille én gang årligt. 

Har du firmatøj, som du ikke bruger – og som er i god stand – kan du lægge det i kassen i ’stillekupeen’, så det kan genbruges af en kollega, som måske står og mangler et ekstra stykke arbejdstøj. Alle må bruge det returnerede tøj, som hænger på et stativ i ’stillekupeen’ – også praktikanter og vikarer.

Medarbejderkøb

Medarbejdere, der er ansat i mere end en måned, har mulighed for at købe vores varer fra lageret med en særlig rabat. Medarbejdere, ansat i kortere tid end en måned og praktikanter, kan købe varer med 30% rabat fra lageret (undtagen særligt nedsatte varer, hvor der ikke gives yderligere rabat). Medarbejderkøb gælder for varer til eget forbrug herunder gaver til familie og venner. Videresalg af varer er ikke tilladt.

I rimeligt omfang må venner og familie til ansatte desuden købe varer fra lageret til privat forbrug med 25% rabat. Varekøb med rabat til venner og familie faktureres under medarbejderens kundenummer, og det er Kundeservice, der opretter ordren. De samme regler gælder også, hvis man som medarbejder fx ønsker at holde et privat kreativt arrangement for venner og familie, hvor man bruger og sælger produkter fra Creativ Company.

Når man køber varer fra lageret, kan medarbejdere med kundenummer og adgang til C5 selv lave en ordre og sende den til ekspedition på lageret. Har man ikke adgang til C5, kan man bede en kollega om at hjælpe, og ellers er kollegaerne i kundeservice gerne behjælpelige med at lave en ordre. Varerne kan efterfølgende hentes på afhenterhylden på lageret. Beløbet trækkes automatisk over lønnen efter 60 dage.

Er man ansat i sæsonjob, vikariat eller som ungarbejder vil man ikke få tildelt et personligt kundenummer, men man har stadig mulighed for at købe varer på ligefod med øvrige medarbejdere. Varerne skal blot bestilles og forudbetales med dankort ved henvendelse til kundeservice inden kl. 9.00.

Praktikanter og medarbejdere, ansat i mindre end en måned skal ligeledes bestille varer og forudbetale med dankort ved henvendelse til kundeservice inden kl. 9.00.

Alle medarbejdere og praktikanter har mulighed for at købe varer i Creativ Shop med 25% rabat. Alle fastansatte kan få et personligt kundekort, øvrige medarbejdere og praktikanter kan få et éngangs kundekort i Kundeservice, som skal medbringes, når man handler i Creativ Shop. Dette kort afleveres i Creativ Shop efter brug. Kundekortet må benyttes af ens nærmeste familie – og hvis man selv er med på indkøb i butikken, må rabatten tilbydes øvrig familie og venner i rimeligt omfang.

Ergonomi

Flere afdelinger har hver dag pausegymnastik på bestemte tidspunkter, hvor en instruktør leder øvelserne i ca. fem minutter. Har du ikke mulighed for at deltage i det, findes der kort i afdelingerne med billeder og beskrivelser af øvelser, som kan bruges til udstrækning/afspænding i løbet af dagen.

Vi har desuden kontortræningsmaskiner, som er til fri afbenyttelse. Kontorcykler, stepmaskiner, vippebrædter og stå-underlag findes i kontorområderne i stueetagen og på 1. sal.

Massagestol

Massagestolen er til fri afbenyttelse, og man må bruge den på det tidspunkt, der passer bedst – også i weekenden. Den tid, man bruger i stolen, er for egen regning. Massagestolen står i ’stillekupeen’.

Bibliotek

Et pilotprojekt i samarbejde med Holstebro Bibliotek i 2014/15 har ført til, at vi nu har vores eget bibliotek, hvor man både kan finde skønlitteratur og faglitteratur (inden for hobby/design). Vi har vores egen frivillige bibliotekar, som sørger for, at der hver måned bliver købt nye skønlitterære bøger. Alle er velkommne til at låne en bog med hjem – og vi forventer selvfølgelig at bogen bliver stillet tilbage efter brug. Biblioteket findes i stueetagen ved siden af de to projektrum.

Personaleforeningen

Personaleforeningen står for at planlægge forskellige sociale aktiviteter i løbet af året, og består af medarbejdervalgte repræsentanter. De faste og tilbagevendende arrangementer er sommerfesten, julefrokosten og en bowlingaften i løbet af efteråret. Derudover inviterer Personaleforeningen til udflugter, foredrag og kreative aftner efter ønske fra medarbejderne. Man betaler over lønsedlen 50 kr. om måneden til Personaleforeningen og Creativ Company dobler beløbet op. Desuden betaler man 15 kr. om måneden til vores gavekonto, som bliver brugt til gaver i anledning af runde fødselsdage, bryllupper, barsel osv.

Enkelte af arrangementerne i Personaleforeningen har en mindre brugerbetaling. Har man meldt sig til sådan et arrangement, er man forpligtet til at betale, også selvom man bliver forhindret i at komme. Inviterer vi til et arrangement, hvor man kan tage en gæst med, er der fuld brugerbetaling for gæsten.

Den tid, man bruger til arrangementer i Personaleforeningen, er interessetid, som man selv lægger til. Det gælder også, hvis man vil være med til at planlægge arrangementer og aktiviteter i Personaleforeningen.

Der er generalforsamling hvert år i januar/februar. Personaleforeningens repræsentanter er:

  • Jette Gregersen (formand)
  • Carsten Vindum (næstformand)
  • Ulla Hjøllund Nielsen (kasserer)
  • Jens Bang Kristensen
  • Mia Munksgaard Nøhr
  • Rikke Evers
  • Iben Godtkjær Hansen (suppleant)
  • Tina Mogensen (suppleant) 


Alle er meget velkomne med forslag eller ideer til arrangementer - og har man lyst til at stå for et arranagement, støtter Personaleforeningen gerne op.

Følg med i aktiviteterne på facebooksiden ’Creativ Personaleforening’, hvor vi er ret aktive!

Rabatordninger

Fastansatte medarbejdere har mulighed for at benytte sig af særlige rabatordninger hos udvalgte butikker/firmaer. Du kan læse meget mere om vores rabatordninger, og hvordan du benytter dig af dem på Personaleforeningens hjemmeside. På facebooksiden bliver nye rabatordninger og tilbud løbende føjet til.

Du kan vise visitkort eller sidehovedet af en lønseddel som dokumentation for ansættelse, når du ønsker at benytte dig af rabatordningerne i en butik

Copyright © 2021-nu Creativ Company A/S. Alle rettigheder forbeholdes.