Drømmen om Drømmefabrikken

”Drømmefabrikken” er et begreb, en vision, et billede på den perfekte arbejdsplads – et utopia – hvor alt er muligt, hvor alt kan lade sig gøre, hvor drøm bliver til virkelighed. Drømmen ligger til grund for mange af de beslutninger, der løbende er blevet taget – og vil blive taget – i Creativ Company:

 

”For mange år tilbage havde jeg en drøm. En slags fremtidsdrøm. Jeg blev aldrig rigtig klar over, hvor mange år ude i fremtiden drømmen var…

Jeg kan mærke det bliver en god dag. Vi har lige fået bekræftet at vores strategi holder – der er lige blevet uddelt den største overskudsbonus i Creativ Companys historie. Stemningen er euforisk. Jeg ankommer til mit arbejde – til vores højhus. Geniale mennesker har udviklet et genialt beslag, så taget kan hæves en etage for hvert år, vi har skabt gode resultater, og derfor har vi indrettet adskillige velfærdsetager. Før jeg går ind, ser jeg op og ser, at der er lys i toppen, som et symbol på overskud af energi. Jeg skal til et vigtigt møde i dag. En vigtig dag, for der er hul igennem til vigtige beslutningstagere. I døren møder jeg en pige, der er på vej hjem. Hun skal deltage i en stor sportsbegivenhed. Jeg ønsker hende god kamp.

Jeg går ind på lageret. Der er kunst på væggene og grønne planter. Der kører truck og transportbånd i et virvar. Jeg bemærker, at truckføreren har grønt hår. Der står tre mand ved pakkebordene. De er glade og stolte, for de har lige opfundet en måde at håndtere pakker på, så pakkerne altid kommer hele frem.

Jeg tager elevatoren op til næste etage: Salgsafdelingen. Der er ingen skriveborde. Folk sidder i sofaer og i andre sjove stole. Der tales mange sprog – ikke kun skandinavisk.

Videre op til tredje etage. Her er legestue for de ansattes børn. Der er vist et par stykker, der ikke er helt raske. Der er en tyk mandlig pædagog med glimmer i håret.

Næste etage er kantinen. En muslimsk kok står og steger svinekoteletter. På femte etage er der biograf og auditorium. En fremtidsforsker er i gang med et projekt om fremtidens behov for kreativitet i skoler og daginstitutioner.

Jeg kører op på sjette etage. Det er hospitality room. Her er der nogle, der ligger og hviler sig, mens andre dyrker kondi eller får massage – der er mange forskellige hudfarver – her lugter lidt af sved. På næste etage ligger kursusafdelingen. Der er mange kreative mennesker – jeg kan ikke rigtig se, hvad de laver, men det er et eller andet med en computer og mange farver.

Jeg tager elevatoren igen. Det er først nu, jeg ser plakaten på væggen: Husk dans i aften på øverste etage. Medbring selv dansepartner - står der.

Jeg er nu på den etage med produktudvikling. Her er mange mennesker. Mange med sjovt hår. Her er mange børn, som virker begejstrede. En transseksuel bøsse går rundt i en nederdel syet kun af slips.

Sådan kunne jeg forsætte flere etager op. Det er en god følelse, men jeg skal gå nu – det vigtige møde ude i byen. Vores kok kommer løbende efter mig med en sandwich. En rigtig sund energibombe, så jeg ikke fristes til at gå i pølsevogn (det er jo et vigtigt møde). Jeg ser ned ad mig selv – jeg er blevet 10 kilo lettere.
 

Jeg vågner – og er ikke våd af sved.
Det var en god drøm.”

Copyright © 2021-nu Creativ Company A/S. Alle rettigheder forbeholdes.