4 - Efter kogning Hæld massen ud på teflonvævet.
Efter ca. 1 minut har massen dannet „hinde“ i kanterne og du kan nu blande farvestoffer (vent dog lidt med den røde farve) samt evt. citronsyre eller lakrids i.
Alt pulver (lakrids, titandioxid) sis i for at undgå klumper.
Fold med skraberne kanterne ind mod midten, så massen bliver blandet godt.
Til sidst kommes smagsstofferne hurtigt i midt på massen, der straks foldes sammen, så de ikke fordamper. (Mål dem op i en 2 ml. sprøjte i forvejen, så går det hurtigere).
Så snart du kan røre ved massen med fingrene, går du fra at ælte med skraberne over til håndæltning. Brug „lette“ bevægelser, så hænderne kun er i berøring med massen i kort tid.
(Hvis I er flere om kogningen kan næste portion sættes over nu. Det er ikke nødvendigt at rengøre gryden. Bland ingredienserne og start kogningen som beskrevet i vejledningen).
Når massen er færdigblandet og afkølet nok til at røre ved, kan der laves slikpinde eller klippes bolsjer:
Slikpinde: En klump masse formes omkring pinden.
Trekantede bolsjer: Klip en lille klump bolsjemasse af og rul den ud til en tynd pølse. Klip et bolsje af, drej pølsen 1/4 omgang og klip et nyt bolsje af. OBS: Man kan kun klippe, ikke trække bolsjer af.
Runde bolsjer: Rul en tynd pølse af lidt bolsjemasse, lad den blive kold, og knæk bolsjerne af, f.eks. i en gammeldags brødmaskine. Gør det på en måde, så der ikke flyver små stumper bolsjer rundt i hele køkkenet.
Husk: De varme bolsjer må ikke røre ved hinanden, når de klippes af, ellers klistrer de sammen til en klump.
Tiden, hvor massen er formbar er ikke så lang, begynd derfor at klippe eller forme så snart det er muligt at holde på massen. Lad den store klump, der ikke er i brug, blive liggende på den varme plade og klip kun en lille del fra ad gangen.
Når bolsjerne eller slikpindene er afkølet kommes de straks i en lufttæt dåse eller pose, så de ikke suger fugt.
Trukket bolsjemasse: Man kan „trække“ bolsjemassen ved så hurtigt som muligt at trække en tyk pølse, folde den sammen og trække igen flere gange. Derved æltes der luft i massen, som bliver uigennemsigtig, luftig og perlemorsfarvet /pastelfarvet. (Brug evt. mere farve, da den også bliver lysere.)
Bolsjekunst: Tag en klump varm bolsjemasse og form den til elefanter, mus, katte, roser, snemænd o.s.v.
Varmeovn eller brødrister kan forlænge „formetiden“.