Black Week: Spar op til 80%* på et stort udvalg af hobbyartikler - *KUN så længe lager haves. Gælder kun privatkunder. Find tilbuddene her.

Handicappede tegner ny designlinje for Creativ Company

Et tilfældigt møde mellem den socialøkonomiske virksomhed Glad Design og Creativ Company har ført til en ny designlinje, som handicappede tegnere har lagt streg til

Onsdag 23. september sætter en bus med ni medarbejdere fra Glad Design kursen fra København mod Holstebro. Målet er hobbyvirksomheden Creativ Company og mødet med samarbejdspartnerne herfra. I løbet af året er der blevet sendt tegninger, grafik, farveprøver og tilretninger mellem de to virksomheder, og nu skal medarbejderne for første gang møde hinanden og kigge nærmere på de tre designserier, der foreløbigt er kommet ud af samarbejdet. Medarbejderne fra Glad Design har leveret tegninger og grafik, mens Creativ Company har arbejdet med at få tegningerne ført over på decoupagepapir (en form for silkepapir) og gavepapir, som inden længe vil være at finde i sortimentet.

 

”Creativ Company er en drømme-samarbejdspartner for os. Både virksomhedens produkter og ånd matcher os, og vi har siden de første snakke haft en meget imødekommende og åben dialog om, hvordan vi kan samarbejde til glæde for begge parter”, siger Camilla Draiby, som er designer og kreativ chef hos Glad Design.

De seks tegnere, som arbejder på Glad Design, har forskellige handicap og mentale udfordringer. De arbejder i beskyttede stillinger, men Glad Design – som er en del af Glad Fonden – drives på markedsvilkår som socialøkonomisk virksomhed.

 

”Vores tegnere er ikke uddannede, så de tegner ikke et træ, som et træ ser ud – men som de oplever træet. Det giver et fantastisk, ufiltreret og unikt udtryk, som vores tre uddannede grafikere og designere omsætter til den sammenhæng, det skal bruges i. Det unikke opstår, når vi forener det, vi kan”, siger Camilla Draiby.

 

Hos Creativ Company glæder direktør og kreativ købmand, Peter Nørgaard, sig over samarbejdet med Glad Design.

 

”Vores ånd og værdisæt er, at mennesker med særlige udfordringer skal have mulighed for at bidrage til samfundet, og være med til at gøre vores samfund rigere. Hos Glad Design ser man det unikke, som hver medarbejder kan bidrage med på trods af forskellige fysiske og psykiske begrænsninger. Medarbejderne hos Glad Design har vist, at de kan levere tegninger og design, som helt lever op til vores forventninger i kreativitet og kvalitet. Deres tegninger er spontane, farvestrålende og sanselige og skiller sig på positiv vis ud fra de andre design, vi har vi vores sortiment”, siger Peter Nørgaard.

 

I København er Camilla Draiby og hendes otte medarbejdere ved at gøre sig klar til den lange bustur til Holstebro:

”Vi glæder og rigtigt meget til at besøge Creativ Company og møde de mennesker, vi har samarbejdet med. Vi tror, det bliver en spændende dag, og vi håber, at vores samarbejde kan udvikle sig til noget mere med tiden”, siger hun.

 

Yderligere information:

Direktør og kreativ købmand, Creativ Company A/S, Peter Nørgaard:

Tlf.: 20 28 33 10. Mail: peter@cchobby.dk

 

Kreativ chef, Glad Design, Camilla Draiby:

Tlf.: 61 30 71 15. Mail: mail@gladdesign.dk

Copyright © 2021-nu Creativ Company A/S. Alle rettigheder forbeholdes.